Back لوحة إنكوستيك Arabic Енкаустика Bulgarian Enkaustika BS Encàustica Catalan Enkaustika Czech Enkaustik German Εγκαυστική Greek Encàust EML Encaustic painting English Enkaŭstiko Esperanto
Enkaustik (af gr. ἔγκαυσις, enkauston = "indbrændt") om voksmaleri.
Der er flere definitioner af enkaustik
- At enkaustere betyder at imprægnere, anvendende varme og voks, som man gjorde i antikken når man lagde ny voks i skrivetavler, eller når man på billedhuggerværkstederne opvarmede marmor for at give stenen det første lag af voks.
- Enkaustik dækker også over en malemetode, hvor der anvendes varme, og hvor voks anvendes som bindemiddel for pigmenter og olie eller harpiks. De mest kendte eksempler på antik enkaustik er de ægyptiske mumieportrætter.
Der er kastet nyt lys over de bemærkelsesværdige mumieportrætter, der er fundet i Fayyum.[1] Allerede langt tilbage i tiden har man forsøgt at rekonstruere fortidens voksmalerier, dels af historisk interesse, dels for at frembringe en ny, brugbar teknik. i 18. århundrede arbejdede Caylus og andre med undersøgelser over voksmaleri, og i 19. århundrede mente bl.a. Jacques-Nicolas Paillot de Montabert at have fundet et praktisk voks-bindemiddel (Traité complet de la peinture [1829—30]). I Tyskland, hvor professor Jakob Wilhelm Roux i Heidelberg i 1820'erne tog spørgsmålet om voksmaleri op til undersøgelse, praktiserede man ved fremstillingen af malerierne i Königsbau i München 1833 en art voksmaleri (et bindemiddel, der bestod af dammaraharpiks, terpentinolie og voks). Til vægmalerierne i hohenstaufersalen i Münchens Neue Residenz brugte man en fremgangsmåde, der var opfundet af maleren Franz Xavier Fernbach (1793—1851) (bindemidlet bestod af opløsninger af harpiks fortyndet med terpentinolie).
Andre forsøg ved Eichhorn og ved A. Müller i Düsseldorf, særlig den sidstes metode, er blevet anvendt en del i praksis; Carl Rottmann brugte en art voksmaleri til sine græske landskaber i Münchens Ny Pinakotek, Friedrich Preller den ældre ligeså til Odyssé-Landskaberne i Weimar-Museet. I England blev nogle af Armitages vægbilleder i University Hall udført med en blanding af voks og terpentin. Når man i nyere tid ret ofte har forsøgt sig i voksmaleri (der har tilbøjelighed til at eftermørkne) ved udførelsen af større vægmalerier, har det gerne været for at komme uden om den vanskelige freskoteknik og for at opnå en rigere kolorit.
De antikke teknikker enkaustik og ganosis blev genstand for mange diskussioner og forsøg efter udgravningerne af Pompeji og Herculaneum, hvor man fandt antikke vægmalerier malet eller overfladebehandlet med voks. Herefter optog flere kunstnere ideen op og begyndte at arbejde med voks som bindemiddel, blandt andre Georg Treus assistent Ludwig Otto, som rekonstruere bemalingen af antik skulptur,[2] der kan også nævnes den berømte franske kunstner Jean-Leon Gerome (1824-1904) og den amerikanske kunstner Jasper Johns (1930-).